juni 19, 2015

Strømafbrud og hvordan du kan vide at dit område går i "sort"

I et tidligere blogindlæg har vi diskuteret og talt om det store nedbrud, som ramte det tyrkiske el-net tidligere i år. 

I dag er emnet igen elektricitet og til dels også strømafbrud.

For nu ser det faktisk ud til at myndighederne og de ansvarlige for el-nettet og infrastrukturen, forsøger at gøre noget ved problemet.

Så i Alanya gennemgår el-nettet for øjeblikket nogle store og gennemgribende reparationer og opgraderinger.

Og hvordan kan vi så vide det? Jo, ganske simpelt fordi der i disse uger er mange og længerevarende strømafbrud.

Disse perioder med manglende strøm ser dog ud til at være relateret til opgraderinger og reparationsarbejde, og ikke til direkte nedbrud eller fejl på el-nettet.

Selvfølgelig er det ikke sjovt at sidde en hel dag på kontoret eller derhjemme uden strøm, men i fald det bidrager til et mere stabilt elnet i det lange løb, så kan det accepteres et langt stykke hen ad vejen.

juni 08, 2015

Valg 2015: Tyrkiets vælgere gav regeringen klar besked

Sent i går aftes stod det klart at resultatet for søndagens parlamentvalg i Tyrkiet havde udviklet sig til kedelig læsning for det siddende regeringsparti, Ak Partiet.

De havde håbet at veksle deres parlamentariske flertal til et absolut flertal på 2/3, som her efter skulle bruges til at sikre en grundlovsændring med henblik på at skaffe den siddende præsident med rødder til selvsamme parti endnu størrer politisk magt og enevælde.

Valgets helt store tema var derfor, om Ak partiet og præsidenten skulle have udvidet deres magtbeføjelser eller ej.